TEAM SHELTIE
Historien
2018
2018 fik en trist start.
Emma blev mere og mere præget af alderen. Hun mistede lysten til at bevæge sig og til at spise, og hun kunne ikke længere hoppe op i møblerne. Da hun ikke kunne holde på vandet længere besluttede vi at nu var tiden kommet til at sige farvel og tak for denne gang. Dyrlægen kunne bekræftige symptomerne, men vi fik hende ikke nærmere undersøgt, da vi var enige om, at hun ikke skulle igennem et længere behandlingsforløb, hvor ingen alligevel kunne forudsige noget om udfaldet. Emma havde nået vejs ende og vi bad dyrlægen om at aflive hende.
Ludvig og Mads.
2017.
Farvel til Kennel Poulsgaard.
2018 gav anledning til mere sorg.
I starten af året fik vi besked om, at ejeren af Kennel Poulsgaard - Tove - var blevet meget syg. Kort efter fik vi besked om, at hun ikke ville overleve sin sygdom.
Det var jo i Kennel Poulsgaard og med Tove som læremester og ven, at vi havde startet vores sheltie-eventyr i 2003.
Vi talte første gang med Tove på dagen for hendes 40-års-jubileum i kennelen, nu havde hun netop holdt 55-års-jubileum.
Tove havde i de seneste år arbejdet på at sikre sine hunde, så der var styr på, hvad der skulle ske med dem, når hun ikke var der mere. Avlshundene var registreret med ejerskab i samarbejde med et par andre kenneler, og de andre hunde blev omplaceret under Toves vejledning og godkendelse.
Vi blev orienteret om arbejdet, og vi gav vores tilsagn til, at vi selvfølgelig ville være parat, hvis der var brug for hjælp.
Vi er kommet til 2017.
Hos Maria - Camp Nou - bor Get It og Magic.
Hos Leif - Base Camp - bor Emma, Andrea, Jessy, Nova og Nunu.
Magic er startet sin præ-agility-træning, Get It er på konkurrenceplan nu.
Emma, Andrea, Jessy, Nova og Nunu nyder tilværelsen som hyggehunde.
Alle hundene mødes med jævne mellemrum og har alle deres faste pladser i flokken, såvel derhjemme som når de er sammen.
I august 2016 måtte vi sige farvel til Laura. Under Bornholmerudstillingen fik vi endelig vished for, at hun var meget syg. Laura havde fået kræft, og det havde slået hurtigt til. Vi var enige om, at hun ikke skulle behandles, så vi måtte bede dyrlægen om at aflive hende.
Toves datter ringede, hundene var sendt godt afsted. Tilbage var en drægtig tæve, der snart skulle føde - hvalpe og tæve var der sørget for.
Det sidste der stod tilbage nu, var Ludvig på 11 år og hans søn Mads på 9 år.
Ludvig og Mads havde fået særstatus i kennelen, ikke alene boede de permanent i huset, men de var flyttet helt ind i det allerhelligste.
Tove ville ikke have Ludvig og Mads sendt afsted, mens hun stadig var levende. Til gengæld ville hun gerne have sikret deres fremtid, og der mente hun, at vi var et godt bud på den fremtid. Hun ville overlade hundene til os - efter sin død - vi skulle så love, at hvis omplaceringen ikke lykkedes, så skulle vi sørge for, at de begge blev aflivet, så de ikke endte som nomade-hunde.
16. marts 2018 fik vi besked om, at Tove var død. Ludvig og Mads var med det samme blevet flyttet til en anden kennel, hvor de kunne overnatte.
Vi tog afsted næste morgen og kørte til Herning og mødte Ludvig og Mads for første gang i mange år.
Det var to meget reserverede hunde vi mødte. Skræmte og forvirrede, det tog meget lang tid bare at få lov til at give dem en lækkerbisken.
Vi besluttede at gøre rimelig kort proces, så vi begyndte turen hjem mod Bornholm.
Første tanke havde været, at de skulle splittes op - en hos Maria og en hos mig - og at vi først ville køre hjem til den ene flok, hvor Maria ventede, og derefter videre til den næste.
Hundenes tilstand taget i betragtning valgte vi at ændre strategi. Maria samlede alle hundene hos mig, og vi kørte Ludvig og Mads hen til Maria, hvor de så kunne have huset for sig selv - og sammen. Vi skulle så se, hvor lang tid, der var behov for det, og så måtte vi senere tage stilling til, hvordan de skulle bo permanent.
Sådan blev det, to meget reserverede hunde flyttede ind, og det lykkedes da at få lidt kontakt med dem - især Ludvig. Maria, Ludvig og Mads fik overladt huset for sig selv, og Leif kørte hjem til resten af hundene.
Katastrofen
Næste formiddag mødtes vi igen, natten var gået rimelig, og vi kunne begynde at kommunikere med de to ny beboere.
Ved middagstid syntes vi, at tiden var inde til, at de skulle kigge lidt nærmere på omgivelserne, så vi tog dem ud på grunden.
I løbet af et splitsekund lykkedes det Mads at gøre sig usynlig. En eftersøgning blev sat i gang, og vi fik sporet ham på markerne kort tid efter. Det lykkedes at følge ham et stykke vej, men herefter var han som sunket i jorden.
På nuværende tidspunkt, 15-4-2018, har han været forsvundet i 4 uger, og intet tyder på, at nogen har set eller hørt ham i den periode.
Hele øen er alarmeret, mange har været og er stadig involveret i eftersøgningen, og endnu flere holder øje, men indtil nu har der ikke været spor.