Andrea

Hundene

TEAM SHELTIE

Teamshelties Andrea

Andrea

I modsætning til vores andre hunde, så er Andrea jo ikke flyttet hertil fra andre steder i landet. Hun er vores første hjemmelavede Sheltie, og skal vi sige det selv, så falder hun ret godt ud.

Hun er jo et resultat af en romance mellem Elverlamshusets Cilla (Emma), som bor her hos os, og Elverlamshusets Frodo, som bor hos Lotte.

Ret hurtigt efter, at vi fik vores hvalpe (du kan læse om vores bestræbelser her) blev vi kontaktet af en mulig køber, der gerne ville have en tæve.

Vi havde jo aftalt, at vi skulle beholde en af hvalpene fra vores første kuld, og det skulle være en tæve. Så vi skulle hurtigt beslutte os til, hvem af de 2 vi ville beholde. Valget faldt på Andrea.

Hun er en lille bestemt dame, der ikke går af vejen for at sige noget til større hunde. Hun er også kærlig - nyder at nusse og at blive kløet på maven.

Hun æder som et tærskeværk - hurtigt og effektivt, men hun har lært nu (ad den hårde vej), at hun skal holde sig fra de andre hundes madskåle, indtil der er givet signal til, at de godt kan tage en runde, for at se, om der er en, der har overset lidt guf i et hjørne af madskålen.

Hundene har hver deres skål, og de får serveret efter alder - så det kan være en tålmodighedsprøve at være den yngste.

Hun var ikke meget for at stoppe med at drikke mælk hos Emma - hvilket irriterede Emma en del - , men da vi afleverede de andre hvalpe, havde hun en kort periode, hvor hun var adskildt fra mor.

Det har været en god ting, for nu kan de ligge og hygge i en kurv og nyde mor-datter-forholdet, uden at hun stiller urimelige krav til Emma.

Hvad er så Andreas fremtid?

Ja, men det ved vi jo ikke. I første omgang tager vi hende med til DSSK's Karlslunde-udstilling i baby-klassen.

 

Tjah - det gik vist ok, men siden har vi ikke vundet de store sejre. Men Andrea er en sød pige, som lyser op i vores hjem. Hun kommer godt ud af det med de andre - også vores border som vi jo fik i huset mens Andrea ikke var så gammel - hun har lært Jessy et godt sheltie-temperament, selv om hun jo ind imellem må erkende, at en border fylder lidt mere rent fysisk end en sheltie.

Andrea er desværre blevet en noget nervøs hund. Hun var jo hvalp i en meget turbulent periode af vores liv, hvor vi ikke havde den fornødne tid til at opdrage en hvalp. Vi prøver at råde bod på det ved at lade hende deltage i aktiviteter, hvor hun kan møde andre under lidt afslappede former, f.eks. Familiehundetræning.

Herhjemme i sikkerhed fejler hun dog ikke noget, hun er altid med på en oplevelse - står altid først ved døren, når der er hunde der skal ud, og hun følger troligt med ud igen, hvis hele banden ikke har været ude i første omgang, så nogle smutter ud, når de andre er på vej ind.

 

Emma og hende har bevaret nogle bånd. De kan stadig ligge og putte sammen på gulvet, og nu hvor Emma ikke hopper op i min seng længere for at sove, ja så holder Andrea også til på gulvet sammen med hende.