Ronja

TEAM SHELTIE

Hundene

Lövhults Bella Rosa

Ronja

Det startede jo med 2 katte.

Da vi så i 2000 flyttede fra Østergade til Birkevej tog vi ikke kattene med, men vi var jo blivet vant til husdyr, så vi besluttede, at vi skulle have hund.

Den skulle være stor, sød og nem at styre og en god familiehund. Da vi i racebeskrivelsen af Berner Sennenhunden så: "ikke specielt motionskrævende", ja så var vi solgt.

Den nemmest tilgængelige Berner befandt sig på det tidspunkt i nærheden af Göteborg, så der fik vi etableret kontakt, og det endte med, at vi tog afsted i lejet bil, og stolt hjemførte Lövhults Bella Rosa - vildt skrigende, hver gang hjulene på bilen bevægede sig - der var meget langt til Ystad den dag.

Hvorfor hed den så Lövhults Bella Rosa. Jo, Lövhult var kennelen, Bella Rosa kom fra Systembolagets katalog - en rimelig billig østeuropæisk rosévin.

Ronja (som hun blev omdøbt til) kom med hjem, og vi begyndte gradvist at komme ind i hundeverdenen. Først lidt hvalpetræning, så lidt udstlling og ringtræning, lidt lydighed og lidt agility - mens de andre løn agility, vlagte Leif og Ronja at agility.

Hjemme havde vi en dejlig ven. Hun agerede sovedyr for Maria, der på det tidspunkt var 8 år. Vi måtte jo så erkende, at Ronja voksede hurtigere end Maria, og da det jo egentlig var meningen, at det var hende der skulle have hund, begyndte tankerne om en lidt mndre udgave at spire.

Ronja lærte at trække en vogn, der har jo været racens oprindelige formål, så nu kunne vi tænde en lille grill hjemmefra, sætte den i vognen og gå i skoven. Når vi nåede frem var grillen parat til madlavningen, og Ronja var tilpads træt til at vi kunne lave mad i fred og ro. På hjemturen kunne en træt Maria så blive trukket.

Ronja var en uforbedrelig litteraturelsker. Alle bøger placeret mindre end ½ meter over jorden blev bogstavelig talt fortæret - vi fik indført bogreoler med rullegardiner.

Kærligheden til litteraturen ført til, at en universitetsopgave efterladt på trappen i et svagt øjeblik, blev grundigt studeret, til nogen irritation for den ertmæssige ejer. Den spontane reaktion var at kaste en af de ny italienske sko efter hunden. Ronja, der havde frygtet en skideballe, blev glædeligt overrasket over, at der tilsyneladende skulle leges i stedet, så den forsvandt ud i haven med skoen i munden og fandt et passende sted, hvor den kunne begraves, og så eventuelt tages frem senere. Studenten forsvandt fnysende til København.

 

Søndagens faste ritual var, at Leif og Ronja gik til bageren. Personalet udleverede rutinemæssigt et stk. morgenbrød til Ronja i en pose for sig selv, og det blev så båret hjem i munden, mens Leif måtte slæbe på resten.

 

Da vi begyndt at få sheltier modtog Ronja dem med lidt overbærenhed.De var da meget søde, bare de ville lade være med at lave alt for meget om. F.eks. hendes faste plads mellem komfuret og aftenens kok. En ret besværlig vane, men det var altså kongepladsen i huset. Det sås tydelig, da Ronja døde. Den første aften stod pladsen tom. Næste aften kom Thea - kigge lidt stolt rundt omkring og lagde sig, komfurets ny vogter var fundet.

I 2005 havde vi besøg af Lotte med lidt ekstra sheltier. Besøget gik godt, men Ronja begyndte at opføre sig mærkeligt. Hun ville ikke længere med på tur, og hun ville ikke lægge sig. Vi måtte til dyrlægen, og de kunne konstatere, at hendes milt var sprunget. Det var ikke noget at gør, hun måtte aflives.