Laura

Hundene

TEAM SHELTIE

Elverlamshusets Grace

Laura

Laura blev jo vores sheltie nr. 4. Vi hentede hende i Elverlamshuset.

Vi havde jo egentlig nok hunde, men hun var jo bare sådan en, som man ikke kunne køre fra igen.

Laura er også en engelsk type, ligesom de andre.

Hun er i den øverste ende, rent størrelsesmæssigt, i racestandarden.

Først troede vi måske nok, at hun var lidt dum, men hun viser sig faktisk at være ret lærenem.

Hun har en sjov natur - hun accepterer ikke helt rangfølgen i huset, men maser sig gladeligt ind i alle sammenhænge.

Sker der noget, så skal Laura være med, og så skal hun helst være centrum.

 

Laura er lidt fjollet, men kvik og dejlig.

Er der nogen, der en dag skal udfordre Thea på førerrollen, så bliver det nok hende.

 

Vi har i februar 2008 måtte omplacere Laura pga Ullas alt for tidlige død.

Laura har fået 4 hvalpekuld. I 2008 fik hun Xargo, Xavier og Xenia sammen med Frodo. I 2009 fik hun yderligere Babette, Be My Becca, Bellis, Bibbi, Bine og Blueberry - igen sammen med Frodo.

Senere i 2009 var Croft's Scandinavian Leather (Thorbjørn) på besøg og det resulterede i hvalpene Esbjørn og Esger, og som sidste kuld fik hun i 2010 Nadi og Nova sammen med Frodo.

Laura skal ikke have flere hvalpe og er flyttet hjem igen i oktober 2010 sammen med en hvalp (Nova) fra sit sidste kuld hos Elverlamshuset.

Laura faldt hurtigt til sammen med sin hvalp, og hun begyndte igen til agility og rally. Hun havde ikke helt glemt sin barndoms lærdom, selv om hun havde været væk i lang tid. Hun har nu aldrig været så determineret som Thea og Emma, der har lagt meget alvor i løbene - med Laura ligger der hele tiden det der skær af "at nu skal vi da hygge os, og ikke tage det alt for alvorligt".

Hun kom da på banen konkurrencemæssigt, da Emma begyndte at trække sig tilbage. Hun syntes det var sjovt, men noget gennemslag som super-ag-hund kom der nu ikke.

 

 

Laura er jo født i 2005, så hun har også - næsten - trukket sig tilbage af AG-banerne, en god plads et blødt og varmt sted er ikke af vejen.

Hun har hele vejen holdt fast i sit indre jeg: de fleste ønsker fremsættes ved at stå foran et menneske, kigge intensivt og så begynde på en dyb monoton mumlen, indtil mennesket fatter budskabet. Det andet er, at skal der hygges og puttes, så skal hun være tættest på, uanset hvor lidt plads, der er mellem to mennesker eller mellem menneske og dyr, så kan Laura snige en eller anden lille kropsdel ind, gradvist og næsten upåagtet udvidde hullet, for at indtage sin retmæssige plads - i midten - sejren markeres oftest med en stor våd tunge i det nærmeste øre.

15-8-2016 måtte vi desværre aflive Laura, da vi fandt ud af, at hun havde fået kræft.