Josefine

Hundene

TEAM SHELTIE

Poulsgaards Be My Hawaian Blue

Josefine

Poulsgaards Be My Hawaian Blue - kaldet Josefine - blev sheltie nr. 3 i vores hjem. Vi fik hende i 2005 fra Kennel Poulsgaard.

 

Vi havde jo egentlig en hund hver, Ulla, Maria og Leif, men Leif's hund Ronja (en berner sennenhund) blev aflivet pga sygdom i august 2005.

Vi manglede altså en hund, og den fik vi så fra Kennel Poulsgaard.

Vi havde tidligere talt med Tove og Mogens om, at vi skulle have en blue merle, og da de hørte at Ronja var død, så fik vi straks tilbuddet om, at den næste blå tæve, det var vores.

Der gik jo lidt tid, så hørte vi, at de havde et blåt kuld på vej, og vi var så spændte på omløftet var alvorligt ment - det var det selvfølgelig, og vi gik nogle spændende dage i møde, der kulminerede med, at vi kom til at følge fødselen på næsten første parket. Tove var under fødselen i telefonisk kontakt med Lotte fra Kennel Elverlamshuset. Lotte sendte såmail videre til os om hvordan det gik. Vi sadpå arbejde og fulgte med. Først en blå dreng - så en blå dreng - og endnu en blå dreng - og så tavshed. Vi pakkede skuffede sammen og gik hjem. Derhjemme checkede vi lige mailen endnu engang, og yes - der var en lille blå efternøler, og det var en pige, og det var vores.

 

Josefine er en lille hund, det gør ikke noget, hvis hun står på tæer i udstillingsringen, men hun er pænt bygget.

 

Hun er meget opmærksom på sin fører - Leif, og det er jo en klar fordel både til lydighedstræning og i udstillingsringen.

Vi har ikke prøvet hende til agility endnu, men det skal hun, når vi starter udendørs igen til foråret.

Josefine er en selvstændig hund. Hun skal nok selv bestemme, hvornår der skal kæles og med hvem.

Hun er den eneste af vores hunde, der kan flippe helt ud med legetøj - bolde, snore.

Som hund - så herre, og omvendt. Vi har aldrig drevet det sportslige så højt. Vi har deltaget med stor fornøjelse, men det har altid været for sjov - konkurrenceelementet, der kan være drivkræften bag den intensive træning, har ikke rigtig været der.

 

Josefine har altid været fars hund. Det er ok at snakke med andre, men de skal ikke blive for nærgående, og Josefine skal nok bestemme tid og sted.

Hun har også været enspænderen, der ikke gider at mase sig frem med de andre, til gengæld har hun haft sine fast pladser i hjemmet, og dem har hun håndhævet.

 

Josefine begyndte at hænge lidt med hovedet i starten af 2015. Det viste sig, at en grim livmoderbetændelse havde spredt sig, så hendes organer var belastede. Hun havde egentlig påbegyndt bedøvelsen forud for en operation for at fjerne livmoderen, da de nyeste blodprøveresultater kom. Vi besluttede at lade bedøvelsen virke, men brugte den til en aflivning i stedet for til en operation.