De første 5 år

Sommeren 2005.

Den sommer skulle bringe både glæde og sorger.

I forbindelse med DKK's sommerudstilling boede Lotte hos os med sine Elverlamshunde. 4 dejlige dyr, sammen med vores 3.

Vi havde mange gode oplevelser - blandt andet, at Thea og Maria hentede et certifikat hjem på udstillingen.

 

Ronja havde været meget tilbageholdende under besøget, og trak sig hele tiden tilbage.

Hun fortsatte med det efter, at Lotte var rejst.

Vi tillagde det først og fremmest, at hun havde været i løbetid, og derfor var falsk drægtig.

Desværre fortsatte det, og en dag ville hun ikke gå tur - hun ville bare hjem.

Hen på aftenen tog vi til dyrlægen.

Ronja hoppede glad ind i bilen. Endnu mere glad var hun, da hun hoppede ud, for det er jo altid hyggeligt at komme til dyrlæge - men nej - det var det ikke denne gang. Vi var nød til at give hende den sidste sprøjte.

Tak til en god dyrlæge, der kan være faglig - holde i hånden - vise empati, kort sagt hjælpe på en kvalificeret måde. Ronja blev lagt til at sove.

 

Men hvad nu?

Engang havde vi hund - nu havde vi en hver!

Og nu har vi jo ikke en hver?

Inden da, var vi begyndt at kigge efter en mindre hund til Maria.

Valget faldt, efter mange overvejelser, på Shetland Sheepdog. En lille hund, men også en rigtig hund, arbejdsivrig, lærenem og meget familieegnet, som mange hyrdehunde jo er.

Så skulle vi jo bare finde en, og det viste sig jo, at det var ikke så nemt.

Langt om længe fandt vi dog en kennel, som måske ville sælge os en hvalp. Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at vi var havnet hos en af de (om ikke den) førende kenneler i Danmark i forhold til Sheltie-opdræt - Kennel Poulsgaard i Trige ved Århus.

Vores første telefoniske kontakt med Tove og Mogens, fandt faktisk sted på 40-årsdagen for etablering af Kennel Poulsgaard, så i sagens natur, var det en hurtig samtale, så Tove kunne gå ind til de mange gæster igen.

 

Vi blev inviteret på besøg, og blev modtaget med venlighed - og med et overvågende blik. Vi var helt klart under observation med henblik på en eventuel godkendelse, som købere af en Poulsgaard-hvalp.

Og!!!! Vi så vores hvalp, og var totalt solgt.

Den afsluttende prøve var på vej ude i gården, hvor Tove pænt spurgte, om vi havde lyst til at se lidt flere af hendes hunde. Det havde vi selvfølgelig, hvorefter hun åbnede en dør, der sprøjtede sheltier ud, hurtigere end vi kunne tælle dem.

En fantastisk oplevelse at sidde i gruset omgivet af hoppende, gøende, slikkende hunde.

Vi blev godkendt.

Og Leif blev i alt fald en erfaring rigere - Lad være med at tage sorte bukser på, når du køber hund.

 

Starten på Sheltieeventyret.

Vi kunne få Poulsgaards Sensible Touch (kaldet Thea) i august 2003.

Tove og Mogens skulle til sjælland, så vi aftalte, at vi kunne hente vores hvalp hos nogle venner, de skulle besøge i Tølløse.

Vi dukkede op, genså vores hvalp, fik hilst på Tove og Mogens igen, og blev præsenteret for Lotte og Kurt, der havde en lille forholdsvis nystartet sheltie-kennel, Elverlamshuset.

Det skulle vise sig, at denne praktisk overleveringshandling, havde flere fordele end, at vi kunne spare transport. Lotte og Kurt er blevet gode venner og gode kontakter i hundearbejdet, og vi suger kraftigt på erfaringerne fra dem og fra Tove og Mogens.

 

Thea kom med hjem til Bornholm. Ronja gik surmulende rundt i en ugestid, hvor hun helt åbenlyst havde den overbevisning, at hvis hun bare ignorerede hvalpen, så ville den nok forsvinde igen.

Det gjorde den jo ikke, så hun måtte jo acceptere på et tidspunkt.

Historien

TEAM SHELTIE

Det hele startede med en kattekilling, der kom gående ind gennem porten i Østergade - Sorte Rosa. Da hun blev væk måtte vi have en anden, så vi fik Røde Wilfred. Kort tid efter kom Sorte Rosa hjem igen.

Da vi flyttede fra Østergade lod vi kattene blive hos naboen - der var de alligevel halvdelen af tiden. Vi flyttede til Antoinetteområdet, og vi var selvfølgelig nød til at få et husdyr - det blev så en hund.

 

Vi fik vores første hund i maj måned 2000. Det var en Berner Sennenhund - Lövhults Bella Rosa - kaldet Ronja.

Vi valgte helt klart den race efter udseendet og efter racebeskrivelsen, der talte om en rolig hund, familievenlig og! ikke videre motionskrævende.

Vi kiggede ikke så meget på vægten - det var en stor hund til vores 7-årige datter.

Vi hentede Ronja i Sverige oppe ved Göteborg, fordi der ikke var danske hvalpe på det tidspunkt.

 

Ronja var sød og en dejlig hund. Desværre var hun som sagt for stor til vores datter, og ind imellem udviste den nogle ustabile træk - især når der kom mange gæster.

Vi havde Ronja til august 2005, hvor vi måtte få hende aflivet pga en sprængt milt.

Sheltier er vanedannende.

Nu havde vi så 2 hunde.

Vi gik til lidt hvalpetræning og ringtræning, og fandt gradvist en fælles familiehobby, som vi havde stor fornøjelse af.

Så stor fornøjelse, at vi fandt ud af, at vi havde et problem - vi var 3 mennesker, men vi havde kun 2 hunde.

Vi kan efterfølgende se, at vi på det tidspunkt måske skulle have overvejet at modtage et behandlingstilbud mod sheltiemani. Vi fik ikke tanken på det tidspunkt, og det er vi sådan set godt tilfredse med.

  • Leif og Ronja.
  • Maria og Thea.
  • Ulla og ?????

 

Det var jo ikke holdbart.

Vi skulle have en hund mere, og det skulle være en sheltie.

Vi havde nu udviddet aktiviteterne med agility. Maria og Thea løb agility. Leif og Ronja gik agility. En ny herlig hundeaktivitet var koblet på.

 

Ulla ville gerne have en blue merle tæve, så vi kontaktede Poulsgaard og Elverlamshuset.

En til hver.

Det skulle vise sig at være meget vanskeligt at få en blue merle Sheltie.

Der fødes ikke så mange af dem, så der er rift om de få, som avlerne ikke selv beholder.

 

Vi blev kontaktet i juni 2004 af Lotte.

Hvalpene var da godt nok ikke blue merle, men vi kunne da se dem.

Inderst inde vidste vi vel godt, at det var lidt dristigt af os, hvem kan sige nej, når man først har haft hvalpen i hænderne.

Vi fik Elverlamshusets Cilla - Emma.

En herlig zobel tæve med et dejligt temperament.

Hjemme startede showet igen. Ville hvalpen forsvinde, hvis man ignorerede den? Det gjorde den ikke! Næste skridt var så at lære den rigtig godt at kende, så Emma gik rundt med to snusende hunde i hælene hele tiden.

Vi startede forfra med hvalpetræning og fortsatte med lydighed, agility og ringtræning med de to andre, og blev dybere og dybere involveret i hundeverdenen.

Vi havde nu tre hunde - en til hver, så det måtte jo være passende.

Sheltie nr. 3

Vi måtte jo lede - der var ikke tvivl om, at vi skulle have en hund hver - der var heller ikke tvivl om, at det skulle være en sheltie.

Vi ville jo også stadig gerne have en blue merle, så vi sendte vores eftersøgning ud.Vi fik en rigtig dejlig oplevelse, da Tove og Mogens fra Poulsgaard kontaktede os og lovede, at vi kunne få en "blå" tæve, når den kom.

Vi fulgte drægtighedsperioden intens. Vi fulgte faktisk fødselen pr. mail -en blå han, en blå han mere, endnu en blå han - og så er det vist slut.

Nej!! Vente lige - en blå mere - hvad er det? - jo - en tæve.'

Men kunne vi så få den - ja, selvfølgelig kunne vi det, det havde vi jo aftalt.

Poulsgaards Be My Hawaian Blue - Josefine - flyttede ind til os.

 

Og så var det jo det.

Nu havde vi en hunde hver, så alle var glade.

- og sheltie nr. 4.

Vi mødte hende på vej hjem fra Kennel Poulsgaard. Vi stoppede lige hos Lotte og Kurt fra Elverlamshuset, og de havde den mest yndige blue merle tæve.

Det startede lidt som en vits - "i kan jo bare få hende på afbetaling" og "en fra eller til". Det endte som et faktum, vi kunne ikke rigtig glemme hende, så - Elverlamshusets Grace - Laura - flyttede til Bornholm, som den fjerde sheltie i huset.